Over 100 år i glemmebogen: “Jeg håber, at kolonitiden bliver inkorporeret som en del af den danske historie” 

Bustesagen skal for retten til juni. Aktionen skete som en protest mod Danmarks tid som kolonimagt, en del af den danske historie som har ligget i glemmebogen i over 100 år.  

Tilbage i november 2020 forsvandt en buste af Frederik V fra Det Kongelige Danske Kunstakademis festsal for at tage en dukkert på bunden af Nyhavn.  

I en video fra Anonyme Billedkunstnere begrundede de dukkerten med, at de ønskede at “italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, selvom den stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker”. 

Akademiets daværende institutleder, Katrine Dirckinck-Holmfeld, stod frem og tog ansvar for fjernelsen af kunstværket på vegne af gruppen Anonyme Billedkunstnere. Det resulterede i, at hun nu er tiltalt for groft hærværk og skal for retten til juni. Hun nægter sig skyldig og kalder det for en happening, der skulle skabe opmærksomhed omkring et glemt kapitel af vores historie. 

Men hvordan glemte vi den del af historien? Og hvordan er vi begyndt at huske den igen, hvis vi overhovedet er det?  

Den inkompetente kolonimagt 

Først og fremmest må vi finde ud af, hvorfor vi glemte historien. Her er der særligt tre årsager, som vi skal kigge på.  

Den første årsag er, at Danmark var hurtig til at skaffe sig af med De Vestindiske Øer og slaveforterne på Afrikas vestkyst, da de var blevet en dårlig forretning.  

Det havde de været siden afskaffelsen af slaveriet.  

“Der var tre grunde til, at Danmark indførte forbuddet mod den transatlantiske slavehandel i 1792. Den første var en mere humanistisk tankegang, der har tråde til Tyskland. Den anden er, at det politisk lå i luften at England ville indføre deres, og dermed begynde at patruljere for at begrænse konkurrencen. Det blev dog skubbet på grund af Napoleonskrigene. Den sidste, og den jeg vil mene er den primære, er den økonomiske,” fortæller Niels Brimnes, professor ved Aarhus Universitet.  

Ifølge ham var vi ikke særligt gode til slavehandel.  

“Vi havde sværere ved at fylde skibene op, da vi ikke havde så mange slaveforter eller steder at handle på Afrikas Vestkyst. Derudover var dødeligheden på vores skibe af en eller anden grund en del højere end på de engelske skibe. Slavehandlerne gik fallit, og staten tog over, men kunne heller ikke tjene penge på det,” siger han.  

Da man først havde konkluderet, at det var en dårlig forretning at sejle over Atlanten, begyndte man at spekulere i, hvordan man kunne komme af med slaveforterne og De Vestindiske Øer.  

I 1845 solgte vi Tranquebar. I 1850 skilte vi os af med slaveforterne i Ghana. Faktisk forsøgte Danmark at sælge De Vestindiske Øer allerede i 1860; der var bare ikke nogen, der ville betale vores pris før i 1917 under 1. Verdenskrig, da USA hostede op med nogle skejsere. De var bange for, at vi ville sælge øerne til tyskerne.  

Det betød, at da England, Frankrig og de andre europæiske lande begyndte at give deres kolonier selvstændighed efter 2. Verdenskrig, stod Danmark kun med Grønland tilbage.  

På det tidspunkt mente man dog ikke, at Grønland var en koloni.  

“Grønland er det, vi kalder en paternalistisk koloni. Det er en tankegang, der går ud på at beskytte de her grønlandske sårbare naturfolk mod den moderne verdens farer. Så vi får sådan en særligt omsorgsfuld faderlig kolonifortælling i Grønland, som den eneste egentlige kolonialisme der er tilbage,” siger Niels Brimnes.  

“Hvad udad tabes, skal indad vindes” 

Årsag nummer to til, at kolonitiden havnede i glemmebogen, er vores nationale selvforståelse. 

Mens Danmark i 1860’erne forsøger at komme af med sin sidste koloni, fejrer de andre europæiske stormagter imperialismen. Belgien, der ikke er særligt meget større end Danmark, bygger statuer og museer for at slå deres storhed fast.  

Forklaringen på denne kontrast er det Herrens år 1864.  

“Vi var rimeligt vingeskudte, efter vi tabte en tredjedel af vores land, så vi havde været i gang med at afvikle vores imperium med: ‘Hvad udad tabes, skal indad vindes’. Vi omdefinerede i stedet os selv til en fredelig bondesmåstat,” fortæller Niels Brimnes.  

Kun eliten husker 

Den tredje årsag er, at det altid kun var en lille del af den danske elite, der havde noget at gøre med slaveriet. Helt fra starten, da øerne kom på danske hænder i 1672, var både handlen med varer og den velstand, som handlen bragte, forbeholdt nogle få købmænd og adelige i København.  

Selv da øerne blev solgt i 1917, var det kun en meget lille del af befolkningen, der havde haft nogen form for berøring med vores vestindiske kolonier 

“Hvis der har været et erindringsfælleskab om vores kolonitid, vil jeg tro, det har været i kredse blandt de embedsmænd og militærfolk, der har gjort tjeneste på øerne og haft plantager derovre,” siger Niels Brimnes.  

Det skyldtes, at der aldrig boede særligt mange mennesker i vores kolonier. Vores største kolonier i Vestindien havde kun 12.000 indbyggere, da vi solgte dem i 1917.  

Den lille befolkning betød også, at der aldrig opstod en stor diaspora i Danmark, altså en gruppe af mennesker, der stammer fra vores tidligere kolonier og deres efterkommere. 

“Vi har ikke haft nogen postkoloniale stemmer i Danmark, så kolonierne går i glemmebogen, fordi der ikke er nogen til at minde os om det, hvis man skal sige det sådan lidt firkantet,” siger Niels Brimnes. 

De store diasporaer i Europa så som indere i England og congolesere i Belgien opstår også først i årtierne efter 2. Verdenskrig. Der har Danmark skilt sig af med De Vestindiske Øer. 

“I Storbritannien f.eks. kommer rigtig store bølger fra De Britiske Caribiske Øer. De kommer i 1960’erne, og eftersom vi jo ikke havde De Vestindiske Øer i 60’erne, så ser man ikke den samme bevægelse,” fortæller Astrid Nonbo Andersen, seniorforsker ved DIIS.   

En tåre fældes, når Dannebrog går til top 

Man kan altså roligt sige, at vores kolonihistorie var godt og grundigt glemt allerede, da vi solgte De Vestindiske Øer i 1917.  

Den smule, vi kunne huske om vores tid som kolonimagt, var baseret på ren nostalgi, fordi vores opfattelse af os selv som bondesmåstat hang fast.  

Det var den nostalgiske forestilling om vores kolonitid, der blev bygget videre på, da Danmark blev besat i 1940, og man havde brug for noget at trøste sig med nu, hvor chokoladen var rationeret.  

“Det er jo et nederlag at være besat af Tyskland, og man vidste jo ikke, hvor krigen gik hen, så for måske at holde moralen lidt oppe, så kunne man kigge lidt tilbage på fortids storhed,” fortæller Astrid Nonbo Andersen.  

I efterkrigstiden udkom det hidtil største værk på området: “Vore Gamle Tropekolonier” af Johannes Brøndsted. Det store akademiske værk falder ifølge Astrid Nonbo Andersen “tilbage på samme grundfortælling om Danmark som en oplyst kolonimagt, der kærligt tog sig af sine kolonier”. 

Samtidig berettede den omrejsende lærerinde Sophie Petersen om stor begejstring fra vores tidligere kolonier i hendes bøger. 

“Hun skriver de her virkelig, virkelig mærkelige bøger omkring, at man savner os rundt omkring, og de får tårer i øjnene, når de ser Dannebrog gå til top,” siger Niels Brimnes, og fortsætter: 

“Det er på samme tid, at der står to grønlændere nede i FN og erklærer, at Danmark i hvert fald ikke er en kolonimagt, og at grønlænderne også fælder en tåre, når Dannebrog går til top. Og at det bedste, der kan ske for en grønlænder, er, at den danske konge kommer på besøg.” 

Den første kritik 

Det var også en bog, der første gang gjorde op med den nostalgiske idé om Danmark som en mild og god kolonimagt. Thorkild Hansen skrev i 1967 første bog i trilogi om livet som slavegjort med et ønske om at sætte fokus på, at Danmarks fortid indeholdt racestridigheder.  

Jorden var gødet til det med ungdomsoprør og raceoptøjer i USA. Den danske venstrefløj havde tidligere været meget national- og arbejderorienteret, men den fik på det her tidspunkt et mere internationalt udsyn. Påvirket af tankerne fra USA begyndte de derfor at kritisere Danmarks rolle som kolonimagt.  

“Grupperinger ændrer sig hele tiden. Så selvom venstrefløjen i dag måske er de største kritikere, så var der engang, hvor det simpelthen bare ikke var noget, de gik op i,” siger Astrid Nonbo Andersen.  

Den første kritik betød dog ikke, at vi begyndte at genopdage vores historie som kolonimagt.  

Debatten gik nemlig i stå, og i mange år var det kun de mere konservative dele af den offentlige debat, der beskæftigede sig med kolonitiden, men de hang dog stadig fast i fortidens nostalgi.  

“De konservative har altid været interesseret i kolonitiden. Ideen om et monarki med flere folkeslag under sig ligger godt til deres ideologi,” siger DIIS-seniorforskeren.  

Den nye historie 

Selvom historien om Danmark som kolonimagt ikke forlader glemmebogen med 60’ernes kritik, kommer der stille og roligt mere opmærksomhed omkring den, især når vi runder et jubilæum relateret til vores tid som ejere af De Vestindiske Øer.  

14.juli 1998 markerede 150-året for, at Peter von Scholten én gang for alle frigav de vestindiske slaver. Det blev også dagen, hvor Senator Bryan tonede frem i TV Avisen og stillede vestindernes første krav om en dansk undskyldning.  

“Det var dengang TV Avisen blev set af mange, så det blev hørt. Det satte gang i en større diskussion, og blandt andet kunne man se i Udenrigsministeriets efterfølgende kommunikation, at man ikke giver en undskyldning, men man begynder at arbejde på et grundlag for at tage snakken i Danmark,” siger Astrid Nonbo Andersen.  

Det, man gør, er, at man sætter penge af til at få ryddet op i Det Vestindiske Arkiv.  

“Arkivet var på det her tidspunkt en kæmpe bunke rod, og der var ikke noget register, hvilket gjorde det svært for historikere at navigere i. Oprydningen betyder altså, at man kan skrive noget historie, som aldrig er blevet skrevet før, som så kan danne grundlag for en ny samtale,” forklarer hun.  

De Vestindiske Øer var ikke de eneste, der begyndte at ville have undskyldninger. Også Grønland, som ellers næsten aldrig blev opfattet som en koloni, kom i slutningen af 90’erne på banen og bad om en undskyldning for 22 grønlandske børn, der blev tvangsfjernet til Danmark. Derudover blev tvangsflytningen fra Thule ført som en kompensationssag.  

“Det er en debat, der begyndte at blive en del af vores kollektive erindring i slut 90’erne, men måske ikke rigtigt slog igennem,” fortæller Thea Bladt, der er Ph.d i kollektiv erindring om Danmark i kolonitiden ved Aarhus Universitet.  

Det begyndte den dog at gøre i 2017. Igen er det et jubilæum, der sætter gang i debatten. Nemlig 100-året for salget af De Vestindiske Øer.  

“Man er begyndt at have historikere, der er uddannet i den nye historie. Der er mange, der begynder at skrive bøger i årene op til, inklusiv mig selv. Rigtigt mange af de bøger udkom på jubilæet for salget,” fortæller Astrid Nonbo Andersen.  

Derudover lagde Nationalmuseet op til en stor udstilling, men man blev udsat for nedskæringer.  

“Det skaber et ramaskrig i museumsverdenen, hvilket får 30 af de mindre lokalmuseer landet til at lave deres egne. Dokumentarister lavede film. Der var altså rig mulighed for at tage diskussionen, og det gjorde man også,” fortæller Astrid Nonbo Andersen.  

Ude af glemmebogen? 

Den opmærksomme læser vil have lagt mærke, at kritikken altid begynder udefra.  

Det samme sker, da Black Lives Matter slår igennem i 2020. Mens den danske bevægelse fokuserer mest på anti-racisme, laver man globalt en kobling mellem anti-racisme og kolonitid.  

“Resten af verden begynder lige så stille at opdage, at Danmark også var en tidligere kolonimagt. Danmark var, i modsætningen til andre tidligere europæiske kolonimagter, fløjet lidt under radaren,” siger Thea Bladt.  

Det var som en reaktion på dette pres, at Anonyme Billedkunstnere smed Frederik V i Nyhavn. Thea Bladt er dog i tvivl om, hvor meget denne aktion reelt har påvirket debatten.  

“Jeg ved ikke, hvor meget det egentligt har gjort, fordi det ret hurtigt udviklede sig til en retssag i stedet for. Men det har selvfølgeligt været en reaktion på det internationale BLM at erindre kolonitiden og stille spørgsmål til den historiefortælling, vi fortæller i det offentlige rum,” siger hun. 

Og det er der stadig brug for, at man gør, mener Thea Bladt:  

“Lige nu er alle erindringsprojekter koncentreret omkring Hovedstadsområdet, så hvis du er vokset op i Vestjylland, og kun får få moduler i skolen, der handler om Danmarks kolonitid, og fokusset stadig er på den positive historie, så ved jeg ikke, hvor meget der er sket generelt i Danmark.”  

Et symptom på det kan ses i en undersøgelse lavet af Niras til Kulturministeriet. Her sagde 63 procent af deltagerne, at deres viden om kolonitiden kommer fra undervisningen i grundskolen.  

Derfor gik man i 2022 i gang med at ændrer Kulturkanonen og pensum i grundskolen, så elever fra nu af også skal lære om Grønlands kolonihistorie. 

Vores kolonihistorie er altså ikke allemandseje endnu, men spørger man forskerne, tyder meget på, at den er kommet for at blive. 

“Jeg håber, at det bliver inkorporeret som en del af den danske historie, og hvad Danmark er, og det bare bliver en del af historieundervisningen, så det bliver lige så meget en del af dansk historie som besættelsen eller Sverigeskrigene. Så det ligesom bliver et emne, der bliver mindre betændt, når man behandler det ordentligt og grundigt,” siger Thea Bladt.